Nyhedsbrev marts fra skif.dk

Sommerlejr 2018

Der er åbnet op for tilmelding til sommerlejren 2018. Årets sommerlejr afholdes på Glamsdalens Idrætsefterskole på Fyn.

Børnesommerlejren for børn i alderen 8-14 år afholdes fra mandag d. 9. til onsdag d. 11. juli. Der er masser af fede træninger med instruktører fra hele landet og derudover sociale arrangementer som tur i svømmehal og videoaften. Prisen for hele lejren inklusiv træninger, forplejning, t-shirt og masser af socialt samvær er 900 kr. Så spred budskabet til alle jeres klubkammerater og husk at der er mulighed for at ønske værelseskammerat!

Voksensommerlejren for voksne og unge over 15 år afholdes fra onsdag d. 11. til søndag d. 15. juli. Der er også mulighed for ankomst torsdag eller fredag. Vi har som altid et rutineret hold af instruktører, der har strikket et fantastisk kreativt program sammen med noget for enhver smag. Vi har i år desuden fornøjelsen af selveste Murakami Shihan, som vil undervise i alt fra Okuri Jiyu ippon kumite til Hayku hachi ho. Som altid afholdes der på lejren også Dankollegie, og der er mulighed for graduering. Der er desuden masser af sociale indspark som svømmehal og festaften under temaet Dansk Vikingetid. Så begynd allerede nu at planlægge jeres udklædning, hiv fat i jeres klubkammerater, og så ses vi til et af årets største SKIF begivenheder!

Seneste tilmelding er 20. maj for begge lejre.

 

Generalforsamling i SKIF Danmark

D. 10. marts 2018 blev holdt generalforsamling i SKIF.DK. Ved generalforsamlingen blev stemt for en ny bestyrelsesstruktur i organisationen. Dette betyder, at bestyrelsen fremadrettet vil bestå af 5 medlemmer samt en suppleant, og udvalgssekretærer vil ikke længere automatisk være en del af bestyrelsen. Den nye bestyrelse består af:

Carsten Toft, Formand
Susanne Bundgaard, kasserer
Ditte Deleuran, kommunikationsansvarlig
Jesper Løntoft, bestyrelsesmedlem 4
Peter Hansen, bestyrelsesmedlem 5
Henrik Christensen, suppleant

 

Tokyo 2020

Aktivitetsudvalget er ved at arrangere en fælles tur til Japan i marts/april 2020 i anledning af SKIF international seminar. Der var en større gruppe på 33 af sted i 2017. Turen består af såvel karatetræning samt udflugter og masser af japansk kultur. Der er også mulighed for at gå til graduering, så frem i fald man er indstillet af sin chefinstruktør. Der er lavet en facebookgruppe for alle interesserede under navnet “2020 Tokyo” (ændres muligvis senere til “Aktivitetsudvalget 2020 Tokyo”). Der vil løbende afholdes træninger for gruppen med henblik på at skabe venskaber på kryds og tværs inden turen. Det eneste krav er, at du er gradueret 3. kyu ved udrejse samt fyldt 18 år (medmindre dine forældre deltager på turen). Spørgsmål kan rettes til Viktor Træholt på viktor@skif.dk.

Skriv et svar