Historie

Der er ingen skrevne optegnelser over begyndelsen af kampsystemer, så vi må derfor stole på mundtlige overleveringer og sagn.

Der er dog lavet en masse research gennem årene og nedenstående link gennemgår en ret sandsynlig tidslinje på de kampsystemer vi kender idag:

http://toshujutsu.wordpress.com/2014/05/01/e-book-the-lost-book-of-kushanku/

Tillad mig alligevel at opridse den mest gængse historie:

Man tror, at for ca. 1400 år siden forlod en munk hvis navn var Daruma (Bodhiharma) Indien for at sprede Buddhismens lærdom. Et af de steder han kom til var Kina.

I Kina fandt han vej til Shaolin templet, hvor han begyndte at undervise. Men her opstod hurtigt et problem. Munkene besvimede af anstrengelse over hans undervisningsmetoder.

For at få munkene i form, besluttede Daruma at vise dem vej til bedre fysisk form ved hjælp af en metode som er beskrevet i Ekkin kyo (Ekkin ”Sutra”). Metoden var en serie af 18 øvelser (”Shi Pa Lo Han Sho” eller Lo Han’s 18 hænder), som han dokumenterede i et manuskript ved navn I-Chin-Ching (Muscle Change Classic).

Det er anerkendt viden at de fysiske øvelser som Bodhidarma introducerede var basis for Shaolin Ch’uan Fa eller Kempo (hånd-vej). Dette 18 punkt system blev senere revideret til 170 teknikker og blev siden hen kendt som Shaolin Kung Fu.

Med træningen og perfektionen af disse øvelser, opnåede Shaolin munkene hurtigt ry for deres evner.

Stadig – siden der ikke er skrevne optegnelser, er det svært at vide, hvad der siden hændte men man mener at diverse kampsystemer begyndte at spredes ud over Kina, og efterhånden som kineserne fik kontakt med udenlandske kulturer, har de videregivet deres kampsystemer til disse.

En af de kulturer de fik kontakt med var øen Okinawa i Ryu-kyu bæltet ud for Kinas kyst.

Ligesom der i Kina var Kempo havde Okinawa også udviklet deres eget “To De” kampsystem allerede før det 14. århundrede. Men i 1393 blev handelsbetingelserne mellem Kina og Okinawa forbedret betydeligt og en masse kinesere slog sig ned på Okinawa. Med sig bragte de blandt andet Kempo som hurtigt blev populært blandt okinawaboerne.

Fra den tid begyndte man at kombinere Kempo og To-De til et samlet system som blev kaldt Okinawa-Te (Okinawa-hånd). Der skulle dog gå et par hundrede år før det blev officielt kendt.

Omkring 1470 blev det forbudt folk på Okinawa at have våben og senere (1609) blev alle våben som befolkningen havde, konfiskeret af japanerne, da de besatte øen. Det menes at Okinawa-Te opnåede anderkendelse som et middel til selvforsvar på grund af disse forbud.

For omkring 250 år siden kom Koshokun til Okinawa, hvor han sammen med andre militærpersoner fra Kina underviste i Shorinji Kempo (kampteknik fra Shorinji-templet i Kina).  Få år senere rejste en mand ved navn Satunuke “Tode” Sakugawa til Kina og da han returnerede til Okinawa var han mester i Shorinji Kempo.

Det bliver også fortalt at to Okinawaboere med navnene Sokun Matsumura og Gusukuma blev undervist af søfolk fra det sydlige Kina, som var drevet i land, efter et være forlist.

Disse to mænd – Matsumura og Gusukuma underviste efter sigende Anko Itosu og Anko Azato, som senere skulle komme til at undervise Gichin Funakoshi.

Der var to former for Okinawa-Te: SHURI-TE (Shorin) og NAHA-TE (Shorei). Det bliver ofte fortalt at Gichin Funakoshi sammensmeltede Shorin og Shorei til sin egen stil.

Gichin Funakoshi begyndte at studere Okinawa-Te under Itosu og Azato i 1879. I 1902 gav han historiens første formelle private karate demostration. 1903 var året hvor han introducerede Okinawa-Te i det offentlige skolesystem (Daiichi Mellemskole) og i 1906 gav han den første offentlige karate demonstration på Okinawa.

I 1914 begyndte Gichin Funakoshi at give demonstrationer over hele Okinawa og i 1917 var Karate klar til at flytte til Japan.

Tidslinie 

[list type=”arrow”]

[/list]

Skriv et svar